08/05/2021 | Begivenheder

DM Senior Herre Skateboard

Der skrives danmarkshistorie

Lørdag d. 8. maj bliver det alvor i skateboard-sportens danmarkshistorie – det er nemlig muligt at tilkæmpe sig de officielle point, som bruges på vejen til OL-kvalifikation, frem mod sommerens OL i Tokyo 2021. Yderligere kæmpes der om titlen som danmarksmester i skateboard (i hhv. street- og parkdisciplinen), hvor man på en bane konstrueret i beton, skal vise dommerne sine bedste tricks.

Hvor foregår DM i skateboarding?

Danmarksmesterskabet i street- og park skateboarding finder sted på skateboardbanen i Fælledparken.

Pga. Covid-19 restriktioner er DM lukket for tilskuere og besøgende
Skateboardbanen i Fælledparken er lukket af for alle på nær kvalificerede deltagere og officials. Konkurrencen bliver afholdt i et lidt anderledes format end normalt, men formatet er godkendt af organisationen World Skate og The International Rulebook of Skateboarding følges.

Se arrangementet gratis via live på YouTube her: Skateboardakademi.

Program

09.30-10.00 Adgang for deltagere med invitation
10.00 Opvarmning park
10.45 Park semifinaler (2 heats af 9 deltagere)
11.45 Park finale (6 deltagere)

12.00 Opvarmning street
13.00 Street semifinaler (2 heats af 9 deltagere)
14.30 Street finale (6 deltagere)

(Vær forberedt på ændringer i tidsplanen, afhængigt af vejret og eventuelle Covid-19 restriktioner)

Fakta

Indenfor skateboarding konkurreres der i en lang række af forskellige discipliner.

Mest anerkendt er disciplinerne street og park. Konkurrencerne afvikles for kvinder og mænd.

Grundet Covid-19-restriktioner ifm. forsamlingsforbud og restriktioner fra Københavns Kommune, på max 50 personer, køres der kun semifinale og finale i park og street for senior herrer d. 8. maj 2021. Senior DM for kvinder og junior DM-konkurrencerne afvikles senere på året.

Hvad er street- og park skateboarding?

Et street skateboardareal kendetegnes ved at være designet med elementer der kan ses i gadebilledet, fx fortov, bænke, trapper og gelændere. I arealerne indgår forskellige designelementer, som transitioner, banks og vinklede hjørner. Det samme gælder i skateboarding park disciplinen, hvor elementer som transitioner, vinklede hjørner og elementer fra klassiske swimmingpools og halfpipes, udgør banen.

I konkurrencerne udfører deltagerne individuelt sine runs, og bruger forskellige sektioner på arealet, til at demonstrere en række færdigheder eller tricks.

Hvordan kvalificeres deltagere til Senior DM for herrer?

Senior DM for herre er åbent for alle danske statsborgere, og der er ingen aldersgrænse.

Der udtages 18 deltagere i disciplinen street og 18 i disciplinen park. Deltagelse kvalificeres således:

  • 12 af de 18 deltagere i hver af de to discipliner forhåndsudtages på baggrund af resultatet ved senior DM i 2019. Ranglisten offentliggøres på www.rullesport.dk.
  • De resterende seks deltagere i hver disciplin udvælges på baggrund af et indsendt videoklip. Alle kan indsende et link til et 45 sekunders uredigeret videoklip fra 2021. Klippet skal være enten på et streetareal eller et park/bowl-lignende areal. Klippet skal være et one-take og må ikke være redigeret.
  • Linket sendes til DMskateboard@rullesport.dk senest den 22.04.2021 sammen med navn, adresse, e-mail, alder, sponsorer og hvilken skateboardforening/ klub man repræsenterer.
  • Skulle en eller flere af de 12 forhåndskvalificerede deltagere ikke kunne deltage, kvalificeres den næste på rangeringslisten, jf. videolink-kvalifikationen.

Dommere bedømmer deltagere ud fra følgende

  • Sværhedsgrad og variation af tricks
  • Kvaliteten i udførelsen af tricks
  • Brug af arealet/ brug af elementerne i parken
  • Flow og ”consistency”
  • Repetition af tricks

Afviklingsformatet til DM

I street har deltagerne to runs af 40 sek. og fem bedst trick forsøg. Seks deltagere avancerer til finalen.

I park har deltagerne to kvalifikationsruns af 40 sek. og tre runs i finalen. Seks deltagere avancerer til finalen.

(for yderligere information om konkurrenceregler og afviklingsformat se www.rullesport.dk – sportsgrene – skateboard – DM 2021).

Øvrige information og krav til deltagerne

  • For at kunne deltage i DM, skal der fremvises en maksimalt 72 timer gammel negativ coronatest
  • I park-disciplinen skal alle bære hjelm
  • Deltagergebyr på kr. 200,- betales inden konkurrencestart
  • Deltagelse i danmarksmesterskabet kræver medlemskab af en klub/forening under Rullesport Danmark
  • Deltagere i det officielle danmarksmesterskab kan blive indkaldt til dopingkontrol
  • Konkurrencen afvikles efter officielle regler – godkendt af World Skate

For yderligere information, spørgsmål og pressekontakt venligst

Arrangør og DM manager Rasmus Lolholm
Mail: skateboardakademi@gmail.com
Tlf: 22519789

Følg med på: www.rullesport.dk – sportsgrene – skateboard – DM 2021

Share