21/01/2023 | Begivenheder

Januarstævne 2023

Rullesport Danmark og Næstved Speedskating Klub inviterer til indendørsstævne i Næstved lørdag d. 21. januar 2023

Januarstævnet bliver afholdt!

Så er det endeligt afklaret, der bliver afholdt Januarstævne i år!

Vi beklager den sene udmelding, men der har desværre været nogle problemer med haltiderne, da Arena Næstved har en gammel kontrakt med Nykøbing Håndbold Klub. Klubben har ikke været aktiv i nogle år, da deres spil ikke har været så godt, men det gode spil er vendt tilbage og de skal derfor spille kamp i Arena Næstved søndag den 22. januar.

Det betyder, at vi må nøjes med et en-dags Januarstævne, i stedet for det to-dags stævne vi havde planlagt for at fejre, at det bliver 20. gang, at stævnet bliver afholdt.

Fordi arenaen er optaget om søndagen er ikke Talenttrupsamling om søndagen.

Tid og sted

Det vil være muligt at prøve banen fra kl. 08.00.
Stævnet starter kl. 09.00 og slutter ca. kl. 19.00.
Hvis det kniber med tidsplanen, vil løb blive taget ud, så vi slutter 18.30-19.00.

Adressen er Ved Stadion 11, 4700 Næstved.

Faciliteten

Stævnet bliver igen i år afholdt i Næstveds flotte arena. Arena Næstved har et fantastisk kunststofgulv med højt grib, hvor man står rigtig god fast, så der kan komme rigtig god fart på. Banens længde er 100 meter. Som noget nyt kan vi i år også tilbyde et helt unikt indeklima, da vi har installeret et ventilationssystem, som bekæmper alle former for bakterier og vira, herunder også Coronavirus. Al luft i Arena Næstved bliver desinficeret med UVC lys fire gange i timen.

Mad og drikke

Det er ikke tilladt at medbringe mad, idet der forefindes cafeteria og bod i arenaen.

Klubber skal stille med dommere

Ved tilmelding af mere end 3 løbere skal hver klub stille med én dommer/dommerhjælper for hver påbegyndt 10 løbere. Dommernes navne skal fremgå på den samlede klubtilmelding. Det er vigtigt at I stiller med dommere, da en del dommere er forhindret i at deltage eller er holdt op.

Klubvis tilmelding

Download tilmeldingsarket som Excel-fil her. Arket udfyldes klubvis og sendes pr. e-mail til: turneringsudvalg-speed@rullesport.dk.

Turneringsudvalget vil bekræfte modtagelsen af tilmeldingen, så hvis du ikke får en bekræftelse, er din tilmelding ikke modtaget af udvalget og du skal kontakte Tuneringsudvalget inden sidste tilmeldingsfrist.

Frist for bindende tilmelding er lørdag d. 14. januar 2022 kl. 19.00 (obs dato er rettet!).

Betaling

Prisen for deltagelse er kr. 130,- pr deltager.

Betaling skal ske klubvis til NSK inden stævnedagen med angivelse af ”eget klubnavn” på:

Nemkonto: Møns Bank 61404316715

Overnatning

Overnatning til dem, der kommer langvejs fra, er stadig muligt, både fra fredag til lørdag og fra lørdag til søndag, hvis der er nogen der vil vente med at køre hjem til søndag. Pris for en overnatning med morgenmad er kr. 100 pr. person. Overnatning skal bestilles hos Jesper Møller Jensen.

Gruppeopdeling

Vi inddeler i grupper med Down/Under systemet, der bruges for at opnå større overensstemmelse mellem de løbere, der skal løbe sammen i de forskellige grupper. Så det ikke er alder og køn, der bestemmer i hvilken gruppe man kommer i, men hvor hurtigt man kan løbe en flyvende omgang på 100 meter (rullende start).

Når alle løbere har fået taget tid på en omgang på 100 meter, tager vi de 6-11 hurtigste løbere (antal afhængig af total antal deltagere) og sætter sammen i gruppe 1 og så fremdeles de næste 6-11 løbere i gruppe 2 osv. Antal grupper vil afhænge af antallet af deltagere.

Dette system giver nogle sjovere løb, da løberne i hver gruppe så er nogenlunde lige hurtige.

Der bliver dog lavet en adskillelse ved Kadet, så de små ikke kommer til at løbe sammen med voksne.

Stafet og holdforfølgelsesløb

For stafet og holdforfølgelsesløb er der tilmelding på dagen. I disse to discipliner kan der også laves hold på tværs af klubberne. Dette er for at få så mange deltagere på gulvet som muligt.

I holdforfølgelsesløb skal Gruppe 1, 2 og 3 løbe baglæns, hvis de skal løbe mod Gruppe 8, 9 eller 10.

Yderligere info

For yderligere oplysninger kontakt Jesper Møller Jensen på jmjmoller@me.com eller telefonisk på +4520933380.

Vi glæder os til at se jer til stævnet!

Venlig hilsen

Næstved Speedskating Klub

– Inline sport og motion for alle –

Share