12/08/2023 | Begivenheder

Junior 8-10-13-16 DM Skaterhockey 2023

Rullesport Danmark Skaterhockey i samarbejde med Copenhagen Vikings Rødovre udsender hermed en fælles invitation til Junior DM Skaterhockey i de følgende rækker: U8, U10, U13, U16.

Tid og sted

DM afholdes indendørs i Rødovre Skaterhockeyhal. Mesterskaberne afvikles i weekenden den 12. og 13. august 2023.

Stævnerne afholdes såfremt mindst 2 hold ønsker at deltage

Hvis der er mindst to hold i en årgang, så spilles der om DM, samt den danske plads til IISHF-mesterskaberne i 2024. Hvis der kun er ét hold, som tilmelder sig, så får dette hold pladsen til planlagte IISHF-mesterskabet i 2024.

Alderskrav

U16: Ikke fyldt 16 år ved årets udgang dvs. 2008 og yngre. Pigespillere fra 2007 og yngre.
U13: Ikke fyldt 13 år ved årets udgang dvs. 2011 og yngre. Pigespillere fra 2010 og yngre.
U10: Ikke fyldt 10 år ved årets udgang dvs. 2014 og yngre. Pigespillere fra 2013 og yngre.
U8: Ikke fyldt 8 år ved årets udgang dvs. 2016 og yngre. Pigespillere fra 2015 og yngre.

Tilmelding

Tilmelding skal ske hurtigst muligt til turneringsafvikler på e-mail thomaswiatr31@gmail.com for hvert enkelt mesterskab.

Deadline for tilmelding

Deadline for tilmelding er onsdag den 12. juli 2023. Turneringsprogrammet offentliggøres, når antallet af tilmeldte hold er fastlagt, efter tilmeldingsfristen. Turneringsprogrammet vil afhænge af antal deltagende hold og dermed kan det være, at der kun spilles en af de to dage.

Betaling

Der er et deltagergebyr ved DM på ca. kr. 750,- per deltagende hold.

Information til betaling, samt det præcise beløb, fremsendes, når de tilmeldte hold er kendt.

Licens

Alle hold skal være tilknyttet en klub, som er medlem af Rullesport Danmark, og alle spillere skal have en gyldig skaterhockey licens for sæsonen 2023. Hvis man har haft licens tidligere, så skal den genaktiveres.

Link til licens: https://www.conferencemanager.dk/licenserskaterhockey2023/signup

Det er vigtigt, at spillerne for et hold, som er i den ældste alders årgang, og som er med på et hold, som vil til et IISHF Mesterskab 2024 og hvor holdet er det eneste tilmeldte hold, får aktiveret deres licens og er med på den liste, som IISHF skal have senest 15. december 2023.

Husk at et dansk hold, som skal til IISHF Mesterskab 2024, skal have betalt for deres deltagelse inden den 15. december 2023.

Nyt licesnsystem

Der blev i 2019 blevet indført et nyt licenssystem, som skal overholdes. Det er nu den enkelte spiller, som selv skal betale for sin licens og angive sin klubtilknytning. Licensnummeret genereres hvert år fremover som et unikt nummer hvert år, der fremgår af den kvittering, som modtages ved betaling. Referencenummeret på kvitteringen er licensnummeret.

Licens for skaterhockey er påkrævet for at spille skaterhockeykampe. Alle licenser bliver nulstillet hvert år 1. januar, så alle spillere skal have betalt for deres licens, inden de deltager i en kamp eller bliver skrevet på et holddokument til nationale-, samt internationale kampe. Licensen købes online. Prisen er 160 kr. for hele sæsonen. Der kan kun købes én licens ad gangen – spillernes licensnummer vil fremgå af ordrebekræftelsen. Det er nu jeres eget ansvar at gå ind og aktivere jeres licens.

Holdskema

Hvert hold skal downloade og udfylde dette holdskema med angivelse af alle deres spillere, og vedhæfte dokumentet sammen med betalingen, når betalingen er aftalt efter deadline 12.juli.

Banen i Rødovre

Mesterskaberne afholdes i Rødovre Skaterhockeyhal på en indendørs 20×40 meter bane. Adressen er Korsdalsvej 100, 2610 Rødovre.

Praktiske forhold

Der er mulighed for bad i skaterhockeyhallen. Omklædning sker omkring banen. Der vil være opsat markeringer for de enkelte hold, hvor de kan opbevare deres udstyr i hallen.

Regler for skaterhockey

Der spilles efter det internationale regelsæt for skaterhockey, som kan downloades fra det internationale forbund IISHFs hjemmeside www.iishf.com. Der spilles med fire udespillere og én målmand, uden nogen offside regler. Kropskontakt er tilladt, dog kun så længe, at spilleren er i besiddelse af bolden. I U8 og U10 rækken spilles der dog uden taklinger (som straffes med udvisning).

Såfremt der skal findes en vinder, og kampen er endt uafgjort, så spilles der fem minutter forlænget spilletid, med Golden Goal og 3 mod 3 udespillere. Ved uafgjort efter forlænget spilletid, er der straffeslag med fem skud til hvert hold.

Klubkrav

Alle hold, som deltager i skaterhockey DM, skal være tilknyttet en klub, som er medlem af Rullesport Danmark. Hvis man ønsker at deltage som nyt hold, så hjælper vi med etableringen af en ny klub. Det koster ikke noget som klub at være medlem. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din klub er registreret som medlem af Rullesport Danmark, så tag kontakt til os. Alternativt kan et nyt hold blive tilknyttet en eksisterende klub.

European Cup

Der må gerne laves kombineret hold, men en spiller kan kun spille for et hold og skal have en aktiv juniorlicens. Et kombinationshold kan ikke vinde DM eller retten til at repræsentere Danmark ved European Cup.

Junior DM i skaterhockey er kvalifikationsturneringen til deltagelse ved det internationale forbunds IISHF European Cup for klubhold i 2024 som pt. afvikles i U13 og U16 rækken. Nummer 1 ved DM for U13 og U16 kvalificerer sig til at repræsentere Danmark. Nr. 2 for U13 og U16 vil få en reserveplads, som giver deltagelse, såfremt der måtte være ledige pladser til European Cup.

Med venlig hilsen

Claes Fréder
Formand
Rullesport Danmark Skaterhockey

Thomas Ask Wiatr
Formand
Copenhagen Vikings

Share