27/11/2018 | Nyheder

Energisk dansk indsats ved herre EM 2018

Herre EM i skaterhockey 2018 blev afviklet med dansk deltagelse d. 23.-25. november 2018 i Rossemaison, Schweiz.

Energisk indsats

I år deltog seks lande ved mesterskabet og den energisk danske indsats igennem hele turneringen var under ledelse af landstræner Brian Holse.

Danmarks kampe

I det indledende gruppespil fredag, hvor Danmark spillede mod alle de øvrige lande, blev det til følgende resultater:

  • 4-6 mod Schweiz (var foran 1-0 og bagud 2-6)
  • 3-5 mod Tyskland (var bagud med 0-3 og fik udlignet til 3-3 i anden periode med tre mål på powerplay)
  • 18-1 mod Ukraine.

Om lørdagen spillede Danmark to afgørende kampe om at komme i semifinalen. Først spillede holdet uafgjort 3-3 mod Østrig (var bagud med 1-3) og efterfølgende 3-8 mod Storbritannien, i en kamp hvor Danmark skulle have mindst uafgjort, for at komme i semifinalen.

Søndagen spillede Danmark to kampe om 5. pladsen mod Ukraine. Her blev det til to danske sejre, først med 7-1 og dernæst med 5-2 og Danmark endte dermed på 5. pladsen ved mesterskabet.

To stærke hold i finalen

Schweiz, som sidst vandt mesterskabet ligeledes på hjemmebane i 2012, gik ubesejret gennem turneringen med sejre i alle deres kampe i grundspillet fredag og lørdag, samt en sejr på 4-2 søndag i semifinalen over Storbritannien. Tyskland vandt deres semifinale med 8-1 over Østrig. Ved finalen vandt Schweiz tuneringen med en sejr på 10-4 (0-0, 3-2, 7-2) over de forsvarende mestre fra Tyskland.

Dansk topscorer

Thomas Lilholt blev turneringens topscorer med 17 point (10 mål og 7 assist).

Se eller gense kampene

Kampene blev streamet og er tilgængelige her:

Fredag den 23. november 2018 (WEB)

Lørdag den 24. november 2018 (kun sidste del af sidste kamp Schweiz/Tyskland) (WEB)

Søndag den 25. november 2018 (WEB)

EM på dansk grund

Næste år er Danmark vært for mesterskabet, som fremover igen afvikles hvert år. Mesterskabet afvikles d. 25.-27. oktober 2019 i Rødovre Stadionhal.

Læs mere

Find kamprapporter, turneringens resultater og topscorelisten her (PDF).

Share