Formanden til årsmøde hos DIF
Weekenden stod i idrættens tegn, da Danmarks Idrætsforbund (DIF) afholdt årsmøde.
Allerede fredag den 8. maj var der formøde, hvor Rullesport Danmarks nye formand Birgitte Arendsdorf Olsen deltog for første gang. Her fik hun mulighed for at hilse på mange nye kollegaer fra andre specialforbund, samt flere af DIF’s politikere, blandt andre DIF-formand Hans Natorp.
På årsmødet lørdag den 9. maj deltog omkring 200 forbundspolitikere fra de 63 specialforbund, som tilsammen repræsenterer hele idrætten i Danmark. Her blev der blandt andet sat fokus på initiativer som Idræt for Klima og forskellige ungeindsatser, der skal være med til at fremtidssikre dansk idræt og sikre stærke fællesskaber i fremtiden.
På mødet blev der også stemt om Årets specialforbund, og prisen gik til Bordtennis Danmark. Stort tillykke herfra!
For Rullesport Danmark gav dagene både ny viden, inspiration og værdifulde perspektiver på, hvilke områder der skal prioriteres i den kommende tid. Samtidig understregede mødet betydningen af at være en del af et stærkt netværk på tværs af specialforbundene, hvor erfaringer, idéer og samarbejder kan være afgørende for udviklingen af et specialforbund.
Nu tager Birgitte de mange input og erfaringer med tilbage til resten af bestyrelsen i Rullesport Danmark, hvor arbejdet med de kommende prioriteringer fortsætter.

Foto: Rullesport Danmarks formand, Birgitte Arendsdorf Olsen.
Foto i toppen: Hans Natorp, formand ved DIF og Birgitte Arendsdorf Olsen.