Indkaldelse til årsmøde i Sportskomitéen for Skateboard 2020

Tid og sted

Sportskomitéen for Skateboard afholder årsmøde onsdag d. 15. januar 2020, kl. 17.00.

Mødet afholdes i Idrættens hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby.

Mødelokale: Camilla Martin.

Dagsorden

Dagsorden for årsmødet i Sportskomitéen for Skateboard:

  1. Valg af ordstyrer og referent
  2. Valg af stemmetællere
  3. Godkendelse af fuldmagter
  4. Beretning fra Sportskomitéen
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg af Sportskomitémedlemmer herunder valg af repræsentant til RD´s bestyrelse og valg af suppleant for denne.
  7. Valg af disciplinærudvalg
  8. Eventuelt.

Vigtige datoer

Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet, skal være Sportskomitéen i hænde senest tirsdag d. 31. december 2019 – 14 dage før årsmødet afholdes.

8 dage før årsmødet udsendes indkomne forslag mm. fra Sportskomitéen.

På valg

På valg til Sportskomitéen er Troels Jørgensen (formand), Rune Glifberg (næstformand), Rasmus Lolholm (bestyrelsesmedlem).

Sportskomitémedlemmer vælges for en 2 årig periode.

Afstemning

Sportskomitémedlemmer har ikke stemmeret på årsmødet, medmindre de er repræsentant for en forening/klub.

Hver forening/klub har én stemme.

Hvis foreningens formand er forhindret i at møde op, kan andet medlem af foreningen/klubben møde med fuldmagt.

Mvh.
Troels S. Jørgensen
Formand
Sportskomitéen for Skateboard
Rullesport Danmark

Erik sommer er Årets Frivillig 2019 indenfor Skaterhockey.

Erik blev indstillet af Line Hansen, Sarah Christiansen, Camilla Riis, Sara Cockerton, Mette Dreier, Karina, Silvia og Claudia Laumann for den store indsats han lægger i Skaterhockey i Danmark.

Indstillingen lyder:

Vi indstiller Erik Sommer som årets frivillige i skaterhockey.

Erik er grunden til sportens eksistens. Han har arrangeret både Herre og Dame EM i år. Han har stået for både official, DJ, livestreaming og program ved afvikling af DM for herre, og ved veteran EM her i september var han dommer på banen i samtlige kampe om søndagen.

Sporten ville dø uden Erik. Han har fortjent denne titel i flere år, da hans arbejde er uvurderligt.

Erik gør et kæmpe arbejde for skater hockey og uden ham var der ingen skaterhockey i Danmark. Han har kæmpet for skaterhockeysporten. Som formand, official, dommer, Europacup vært og mere. Erik er en sindssygt dedikeret og arbejdsom mand, der arbejder hård og fokuseret på at udvikle og forbedre skaterhockey i Danmark.  Der ville nok ikke være meget Skaterhockey i Danmark, hvis ikke vi have Erik. Erik er et forbillede for, hvor vigtig frivilligheden er i Danmark.

Erik er den mand som sørger for at holde skaterhockey i gang i Danmark, som har gjort det i mange år og som også gør et kæææmpe stykke arbejde på internationalt plan, som formand for IISHF.  Han fortjener om nogen at få prisen for årets frivillig 2019!!

Uden Erik ville der ikke være noget hockey i Danmark, han står for alt fra SM, DM, EM og alm klub kampe hjælper alt fra junior dame og herre hold og dømmer kampe, når det er svært at finde en dommer og siger aldrig nej.

KÆMPE indsats for dansk skaterhockey!

Erik Sommer gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.

Line Hansen har overbragt nyheden og vi sender mange hilsner fra administrationen og bestyrelsen!

Thea Jasmontas er Årets Frivillig 2019 indenfor Skateboard, Scoot og Freestyle.

Thea blev indstillet af Christian Winther, for den store indsats hun lægger i Hal 12.

Indstillingen lyder:

Jeg indstiller Thea Jasmontas som årets frivillige i skateboard, scoot og freestyle.

Thea er en ung ildsjæl, som efter kun et halvt år som frivillig i Hal 12 er trådt ind i
bestyrelsen som næstformand – og i en periode uden daglige leder har fået styr på de
frivillige afviklere, struktur på vagtplaner og skabt et sammenhold sjældent set.

Hendes altid positive tilgang og gode humør har været ekstremt smittende. Hal 12 er en af
Danmarks største rullesportsforeninger og uden Thea ville det ikke være muligt at drive
hallen.

Thea gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.

Christian Winther har overbragt nyheden og vi sender mange hilsner fra
administrationen og bestyrelsen!

Louise Hansen er Årets Frivillig 2019 indenfor Kunstrulleskøjteløb.

Louise blev indstillet af Marianne Leisten Petersen, for den store indsats hun lægger i Smørum Rulleskøjte Klub.

Indstillingen lyder:

Jeg indstiller Louise Hansen som årets frivillige i Kunstrulleskøjteløb.

Louise er en fantastisk ildsjæl, og hun gør utrolig meget for både klubben og de enkelte
løbere. Louise er utrolig god til at få alle med og hun er meget lyttende.

Jeg kan komme med et eksempel; min ældste datter ville rigtig gerne være hjælpetræner
for det nye begynderhold. Hun har ikke været hjælpetræner før, men, med Louises
opbakning, har min datter fået et ordentligt selvtillidsboost og masser af gå på mod.

Louise lærer fra sig på en måde, så man (selvom man bliver rettet) stadig finder gejsten og
viljen til at fortsætte.

Louise skal være årets frivillig, da hun har en stor fortjeneste ift. alle mine piger og deres
rulleskøjteløb. Hun er guld værd og skal roses! Så tak for og til Louise!

Louise gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.

Marianne Leisten Petersen har overbragt nyheden og vi sender mange hilsner
fra administrationen og bestyrelsen!

Charlotte “Bam Bam” Nielsen er Årets Frivillig 2019 indenfor Roller Derby.

Charlotte blev indstillet af Signe Olsen, for den store indsats hun lægger i Roskilde Roller Derby.

Indstillingen lyder:

Jeg indstiller Charlotte Nielsen som årets frivillige indenfor Roller Derby.

Charlotte har været en styrende del af Roskilde Roller Derby, siden 2016. Udover at have
været formand for klubben i flere år, har hun været i front i forhold til at promovere sporten i
Roskilde og har arrangeret flere events i og omkring Roskilde.

Charlotte er, udover at være aktiv træner i Roskilde Roller Derby, også en blæksprutte i og
med hun hjælper andre klubber med sin aktive deltagelse.

Hun spiller ikke kun for 4 forskellige klubber (Roskilde, Copenhagen Ladybugs,
Midtdanmarks Tæver og Mens Roller Derby Denmark), hun arbejder også aktivt for at
skabe events, skabe kontakt mellem trænere og sørge for, at der bliver skabt
opmærksomhed omkring sporten i lokalsamfundet.

Charlotte gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.

Signe Olsen har overbragt nyheden til Charlotte og vi sender mange hilsner fra
administrationen og bestyrelsen!

Kim Kristiansen er Årets Frivillig 2019 indenfor Fitness & Speed.

Kim blev indstillet af Ditte Marie Fernström-Forsmann og Noah Andersen, for den store indsats han lægger i IC Aalborg.

Indstillingen lyder:

Vi indstiller Kim Kristiansen som årets frivillige for Fitness & Speed.

Kim skal være årets frivillig fordi han er sød og god til at undervise. Han smiler altid og
tager sig tid til at hjælpe med mine rulleskøjter – Noah

Kim møder altid op med et stort smil på læben og det er umuligt ikke at blive smittet af hans
passion i forhold til rullesporten.

Kim har været fast træner i IC Aalborg siden klubben blev startet og han klør fortsat på og
deler ud af sin store viden om alt fra det perfekte tag til valget af kuglelejer.

Kim er desuden altid klar med varmepistolen og sine specialværktøjer, hvis skøjterne
klemmer – Kim kan fikse stort set alt.

Kim er en ildsjæl og en utrolig vigtig person for vores sport og ikke mindst for vores klub her
i Aalborg.

Derfor fortjener Kim at blive hædret med prisen som årets frivillige – Ditte Marie

Kim gør et stort arbejde og det anerkendes med denne pris.

Ditte Marie har overbragt nyheden til Kim og vi sender mange hilsner fra
administrationen og bestyrelsen!

Danskere tog seks medaljer af guld, sølv og bronze med hjem fra de åbne tyske mesterskaber i freestyle rollerblading.

Ramperne i I-punkt skatehalle i Hamborg var lørdag d. 7. december centrum for det traditionsrige tyske mesterskab i freestyle. Danmark deltog i mesterskabet med en hel lille delegation, da det danske landshold rejste til mesterskaberne i samlet flok. Rejsen afsluttede det første år med et sådant landshold i Danmark.

Foto: Jakob Fälling

“Nogle kørere tog afsted for at prøve sig af internationalt for første gang. Andre kom for at vinde”, siger Rune Lyager, der er formand for freestylekomiteen i Rullesport Danmark.

Og resultaterne skuffede ikke. I juniorkategorien under 16 år tog Danmark både guld og sølv ved flotte præstationer af Bernhards Gregors og Arthur Lyager. I kvindekategorien indtog Helle Christiansen andenpladsen og Amalie Aalbæk placerede sig som nummer tre. I kongeklassen pro vandt Felix Fälling.

Ny i pro

“Det er Felix’ første halvsæson som voksen, for han fyldte 17 år i maj i år. At køre med helt fremme så tidligt er i sig selv imponerende. At han kan hive sejren hjem med så vildt et trick, der aldrig er lavet i hallen før, overgik alles fantasi”, siger Rune Lyager med henvisning til Felix Fällings sidste trick, der satte hallen på den anden ende.

Også Arthur Lyager, Helle Christiansen og Amalie Aalbæk overgik forventningerne, idet ingen af dem har erfaring med at deltage i konkurrencer i udlandet. Bernhards Gregors’ guldmedalje i junior kan ses som en belønning for hans disciplinerede træningsarbejde året igennem. Også de kørere, der fik lidt lavere placeringer, fik værdifuld erfaring med hjem.

“Da vi startede arbejdet med landsholdet i begyndelsen af året var målet at hæve niveauet på både junior, dame og senior. Det er i dén grad lykkedes”, siger Rune Lyager, der nu har sat sig nye mål for 2020.

Mere landshold

“Vi gennemgår elitearbejdet og planlægger året på baggrund af det, vi har lært i det første, spændende år”, siger Rune Lyager og peger på Winterclash i Eindhoven i februar som første store udfordring.

Det er det stævne, der i miljøet bliver set som et uofficielt VM.
“Nu har vi vist, at Danmark er en faktor internationalt. Både nu og i fremtiden”, siger han.

Det danske landshold består af 15 kørere på tværs af alder og køn. I 2019 har de været samlet til fire landsholdscamps, hvoraf en sluttede med konkurrencen i Hamborg. Rune Lyager og resten af sportskomiteen planlægger at videreføre den struktur i det kommende år.

“Vi vil gerne geare lidt op ved hjælp af sponsorater, så vi kan få endnu mere kvalitet i vores landsholdsarbejde og flere internationale erfaringer”, siger han.

Foto øverst: Daniel Clausen

Den årlige medlemsregistrering skal ske til Centralt Forenings Register (CFR) på www.medlemstal.dk.

Deadline

Din forenings indberetning skal være registreret senest den 31. januar 2020.

Vejledning

Se Rullesport Danmarks videovejledning her!

www.medlemstal.dk findes også en vejledning, som beskriver indberetningsreglerne.
Hovedtrækkene i registreringen er:

  • Et medlem tæller én gang pr. kontingent (betaler man to kontingenter, fx i en skatehal, tæller man to gange)
  • Alle, der har betalt kontingent i minimum sammenlagt tre måneder i kalenderåret, tælles med
  • Foreninger skal kun indberette medlemstal én gang, selvom de er medlem af flere af
    hovedorganisationerne (fx. både DIF og DGI).

Rullesport Danmark har flere sportsgrene – her kaldet “discipliner”.  Har din forening flere discipliner, skal du opgøre hvor mange af jeres medlemmer, der dyrker hver disciplin og oplyse dette nederst i indberetningsskemaet. Se vejledningen her!

Datainput

CFR-systemet har mulighed for at udveksle oplysninger med flere foreningsprogrammer. Hvis I benytter jer af et af disse foreningsprogrammer, kan I indberette medlemstal direkte derfra:

Conventus, Klubmodul, Holdsport, WinKAS, Clumeo, Zakobo eller Foreningsadministraton.

Brug for hjælp

Har du spørgsmål, så skriv eller ring til Rullesport Danmark.

Har I en god ide, der kan fremme fællesskabet og skabe nyt liv, nye aktiviteter og nye mødesteder i bygninger og byrum? Søg støtte fra Realdanias kampagne, Underværker. 

Realdania inviterer alle, der arbejder frivilligt og engageret med at skabe nye rammer for fællesskaber, nye mødesteder og større livskvalitet i det byggede miljø, til at føre projektdrømme ud i livet.

Kampagnen Underværker handler om projekter, der gror nedefra og kommer mange mennesker til gavn.

Underværker er fysiske rammer af høj kvalitet, som samler lokalsamfundet og gør en forskel, der kan ses og mærkes. Projekter, som udvikler nye rammer for fællesskaber eller tager vare på eller nytænker det eksisterende. Her kan idrætten også byde ind.

Har I en god idé?

Projektstøtten kan søges af alle, der arbejder frivilligt og engageret med at skabe nye rammer for fællesskaber og forbedre og udvikle lokalsamfundet gennem det byggede miljø. Det er afgørende, at jeres projekt skaber nyt liv, nye mødesteder og større livskvalitet for bru­gere og lokalsamfund.Ved bedømmelsen lægges der vægt på:

  • At projektet bygger på en god og original idé
  • At projektet nyder stor opbakning
  • At projektet har et alment sigte og gør en forskel for mange
  • At projektet skaber livskvalitet gennem det byggede miljø
  • At der står en kompetent, begejstret og blivende organisation bag projektet
  • At projektet har en bæredygtig anlægs- og driftsfinansiering

Se eksempler på projekter, der er i spil til støtte i den tidligere ansøgningsrunde her.

Søg op til 1 mio. kr. i støtte  

Der kan maksimalt ansøges om 1.000.000 kr. til et projekt. Afhængig af projektets størrelse og finansieringsbehov vil der blive lagt vægt på medfinansiering. Der er ansøgningsfrist 27. marts 2020.

Nyttige tips, hvis I har en god idé

Har I en god idé, så besøg hjemmesiden www.underværker.dk og opret og kvalificer jeres projekt med det samme. Det er nemlig via jeres projektside på hjemmesiden, at I kan samle opbakning via likes til jeres projekt-idé. Hvis flere end 200 personer tilkendegiver, at de synes om projektet, går det videre til bedømmelse.

Hent flere gode råd og hent Realdanias skabeloner her.

Spørgsmål og flere informationer

Har I spørgsmål til kampagnen eller til den idé, I har, kan I kontakte Realdania på info@undervaerker.dk. Læs mere om kampagnen på www.underværker.dk.

Slagelse In-line Klub inviterer til begynderstævne i Vemmelev Hallen!

Begynderstævnet er et sjovt og uformelt stævne for rulleskøjteløbere i alle aldre. ”Begynder” skal forstås som begynder med hensyn til stævner. Man kan godt være en øvet en rulleskøjteløber, der aldrig (næsten aldrig) har deltaget i et indendørs- stævne.

Tid og sted

Stævnet ligger d. 24. november fra kl. 9.30 til 13.30.
Adressen er Skolevej 2, 4241 Vemmelev.

Regler

Der vil være instruktion i regler mm. før hvert løb. Der køres efter gældende regler, men dog uden mulighed for at blive diskvalificeret, hvis man gør noget forkert, bare fordi man ikke kender reglerne endnu. Dommere vil være erfarne løbere og forældre. Der vil være manuel tidstagning.

Program

Kl. 8.30 Nummerudlevering og betaling åbner
Kl. 9.15 Opvarmning i hallen
Kl. 9.30 Løbene starter
Kl. 12.30 Præmieoverrækkelse (guld-, sølv- og bronzemedaljer og deltagermedaljer).

Indhold

Løbene vil blive planlagt under hensyntagen til de tilmeldte. Dommerne kan flytte en løber til et andet hold, hvis det skønnes at løberen passer bedre der.

Der vil givetvis være linjeløb og måske forhindringsløb. Slalom og baglæns kan forekomme.

Snacks og drikkevarer

Der vil være gratis kaffe, te, kolde drikke, frugt og småkager til alle der deltager i stævnet, også
supportere, chauffører, forældre mm. Der vil ikke være salg af mad.

Pris

Det koster kr. 40,- pr. løber, som betales kontant eller med MobilePay ved nummerudlevering.

Tilmelding

Tilmelding med navn og fødselsår mailes til Susanne susss@live.dk senest d. 10. november.

Hvis du tilmelder en super hurtig løber eller en helt nybegynder, må du meget gerne skrive det i tilmeldingen, så kan vi tage højde for det, når vi danner holdene.

Tilskuere

Der er masser af tilskuerpladser i Vemmelevhallen, så I tager bare hele familien med. De skal jo
også gerne lære reglerne og ikke mindst at heppe, så de er klar til de rigtige stævner.

Rullesport Danmarks organisationsstruktur er på vej til at blive frisket gevaldigt op. Dette møder meget ros fra DIF, der om nogen kender udviklingen i de opgaver specialforbund skal varetage.

Hovedtrækkene i det forslag, som bestyrelsen har udarbejdet ligger i:

  • Formaliserede forventinger til kompetencer og interesser hos bestyrelses- og til dels komitémedlemmer
  • Forventningsafstemning om opgaverne i bestyrelse og komitéer
  • Erfaringsudveksling mellem sportsgrene.

Forslagelset er beskrevet i denne rapport!

I november er afholdt dialogmøde med foreninger og komitéer. Deltagernes input findes her. Se opsummering af input og resultat af dialogen herunder.

Paneldebat

Klik på billedet for at se udsnit i større format.

Rullesport Danmarks konklusion

Klik på billedet for at se det i større format.

Tidsplan

Måned/år Milepæl
2018-2019 Rapport udarbejdes efter inspiration fra andre specialforbund og DIF og i dialog med komitéer
August-september 2019 Komitéer præsenteres for forslaget på komitémøder
3. oktober 2019 Rapport udsendes til foreninger og komitéer og spørgsmål indsamles (en måned før dialogmødet)
3. november 2019 Dialogmøde med komitéer og foreninger
November-december 2019 Bestyrelsens arbejdsgruppe udarbejder nye vedtægter, økonomiske retningslinjer og forretningsorden.
2. januar 2020 Indkaldelse til ekstraordinær repræsentantskabsmøde udsendes
8. februar 2020 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde med godkendelse af vedtægter.
Februar-marts 2020 Kandidater der stiller op til bestyrelsen tilbydes hjælp til at udarbejde personlig præsentation til repræsentantskabsmøde (interview el. video)
4. april 2020 Kandidater skal indsende personlig præsentation til info@rullesport.dk (senest 14 dage før repræsentantskabsmøde)
10. april 2020 De personlige præsentationer udsendes til foreningerne (senest otte dage før repræsentantskabsmøde)
18. april 2020* Årsmøde med valg til komitéerne
18. april 2020 Repræsentantskabsmøde med valg til bestyrelsen

*Rullesport Danmarks eksisterende vedtægter foreskriver at sportskomitéernes årsmøder afholdes inden repræsentantskabsmødet. Bliver de nye vedtægter vedtaget, vil møderne skulle afholdes samme dag som repræsentantskabsmødet, med mindre de allerede er planlagt.