Årets Frivillig Skateboard 2025: Anders Meister!
Titlen som Årets Frivillig i Skateboard 2025 tilfalder Anders Meister fra Middelfart Skateboardforening.
Anders er blevet indstillet af Morten Bennetsen, der har skrevet følgende:
”Anders er en fantastisk ildsjæl, som lige siden han trådte ind i Middelfart Skateboardforening for snart fire år siden, har givet den gas på alle fronter.
Det er fuldstændig lige meget, om det handler om at bygge ramper, arrangere juleskatesession, opdatere hjemmesiden eller få styr på de praktiske detaljer – Anders er altid på, altid i godt humør og altid med til at skabe god energi omkring sig.
Noget af det særlige ved Anders er, at han faktisk ikke startede i foreningen som skateboarder. Han kom, fordi han gerne ville være med til at skabe noget godt for de unge i Middelfart – og det må man sige, han har gjort.
Siden er han ovenikøbet selv blevet en ret habil skateboarder, og det siger alt om hans engagement og evne til at kaste sig helhjertet ind i fællesskabet.
Anders er en af de sjældne frivillige, der løfter alt omkring sig – både mennesker, stemning og struktur.
Han tager ansvar, inspirerer andre og spreder en energi, der gør, at man får lyst til at være en del af fællesskabet.
Derfor indstiller vi Anders som Årets Frivillig i Rullesport Danmark – for hans kæmpe indsats, hans vedholdenhed og hans evne til at skabe et stærkt og positivt fællesskab omkring skateboardkulturen i Middelfart.
Morten Bennetsen”
Anders gør et stort arbejde og det anerkender vi med denne pris.
Mvh Rullesport Danmarks bestyrelse.