28/12/2025 | Nyheder

Årets Frivillig Kunstrulleskøjteløb 2025: Camilla Ryberg Andersen!

Titlen som Årets Frivillig i Kunstrulleskøjteløb 2025 tilfalder Camilla Ryberg Andersen fra Kalundborg Rulleskøjteklub.

Camilla er blevet indstillet af Philip, Marie, Stine, Maja og Charlotte, der har skrevet følgende:

”Camilla er en uundværlig drivkraft i vores fællesskab. Hun skaber stærk og tillidsfuld kommunikation mellem trænere, forældre og løbere, og sikrer, at alle føler sig hørt og inkluderet. Hendes evne til at samarbejde og koordinere gør hverdagen lettere for alle omkring hende.

Ved stævner yder Camilla altid en ekstra indsats – ikke kun organisatorisk, men også menneskeligt. Hun sørger for hjemmelavede snacks, der både giver energi og skaber hygge, og hun har altid overskud til at tage sig af de små detaljer, som gør en stor forskel.

Camilla har en særlig evne til at pleje alle sine stakeholders – hun ser og rummer både børn og voksne, og hun formår at skabe et miljø, hvor alle trives. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at hun bevarer sit engagement og sin positive energi, selv når hun står over for personlige udfordringer. Hendes vedholdenhed, varme og dedikation er en inspiration for os alle.

Derfor fortjener Camilla i den grad at blive kåret som årets frivillige.” Philip Høy

”Camilla har i dén grad fortjent prisen som Årets Frivillig 2025. Hun yder en fantastisk indsats i klubben – ikke nok med at hun er aktiv i bestyrelsen, så er hun også en kæmpe drivkraft for fællesskab, trivsel og godt humør blandt både løbere og trænere.

Camilla er simpelthen guld værd for klubben. Hun gør altid sit allerbedste for, at alle føler sig velkomne og glade for at være en del af fællesskabet. Hun siger aldrig nej, når der er brug for en hjælpende hånd, og hun bruger ofte sine kreative evner til at lave flotte kurve og blomster – små detaljer som betyder så meget.

Kort sagt: Camilla er en uvurderlig støtte for klubben, og vi er utrolig heldige at have hende.” Marie Hedengran

”Fordi hun BRÆNDER for alle løberne i klubben og for at alle skal lykkes. Hun ved “alt” om alle, fordi hun engagerer sig. Nok er hun mor til en af løberne, men hun kunne være mor for dem alle. Hun har en finger på pulsen, når drama-niveauet stiger lidt og kender både løberne og deres forældre, så evt. konflikter løses på så ordentlig, vis som muligt.

Hun kokkererer til dommerbordet og yder generelt en kæmpe service til stævnerne. Hun giver skulderklap og agerer mægler.

Hun ved hvad der foregår og har et hæmme overblik over de ting der sker i og rundt om klubben. Der gemmer sig nok en fremtidig formand her og vi ville være i trygge hænder.

Camilla, du bruger så mange af dine timer på at være der for løbere, trænere og bestyrelsen. Du er uundværlig for Kalundborg Rulleskøjteklub.” Stine Moon

”Camilla er et helt særligt menneske, som gør en kæmpe forskel for både trænere og løbere i vores klub (KRSK). Hun er det mest kærlige og omsorgsfulde menneske, der findes -kort sagt alt det, man håber på i en frivillig.

Som træneransvarlig spiller hun en meget vigtig rolle for os trænere. Hun er altid klar til at hjælpe, støtte og tage vores side, uanset hvad det drejer sig om. Hun sørger for, at vi føler os værdsatte og hørte – aldrig til besvær. Dét holder motivationen oppe!

Men hendes indsats stopper ikke dér. Generelt set, blandt de mange unge i vores klub, spiller hun også en tryg og tillidsfuld rolle, for alle. Camilla er en som vi kan gå til, hvis vi har brug for hjælp eller støtte.

Da hun tilbyder denne tryghed og tillid, ved vi alle, at vi ALTID kan gå til hende… – om det er under træningen, i hverdagen eller lign., tilbyder hun altid sin støtte.

Kort sagt, så skaber hun et miljø, hvor alle kan føle sig velkommen og set uanset, hvem man er. Og lige det sætter specielt os trænere, men selvfølgelig også løbere og forældre, virkelig pris på.

Camilla gør langt mere end forventet, og gør det hele med dét helt igennem fantastiske hjerte, som hun har. Derfor fortjener hun i den grad at blive kåret som Årets Frivillig 2025!!” Maja Eskildsen

”Camilla gør en stor indsats i klubben og er pigernes anden mor ❤️” Charlotte Eskildsen

Camilla gør et stort arbejde og det anerkender vi med denne pris.

Mvh Rullesport Danmarks bestyrelse.

Share