 
			  		Anna leverede topresultat og ny dansk rekord ved VM i Kina
I oktober repræsenterede Anna Boesen Danmark ved Verdensmesterskabet i kunstskøjteløb i Yanqing-området uden for Beijing. Det blev en uge fyldt med store oplevelser, stærke præstationer og personlig sejr for den erfarne løber.
Selvom Anna tidligere har deltaget ved VM to gange, var dette års oplevelse noget helt særligt.
“Omgivelserne var superflotte. Konkurrencen blev afholdt i Yanqing-området, som ligger et stykke uden for centrum af Beijing, men byen var stadig fuld af liv – storslået og imponerende at se på” fortæller Anna. Konkurrencehallen og opvarmningsområdet var fyldt med flotte farver og detaljer.
”Der var rigtig mange arbejdsfolk omkring hallen, og mange hjalp til med alt fra praktiske ting til afviklingen af konkurrencen. Folket var generelt meget hjælpsomme og venlige. Dog var det til tider svært at kommunikere, da de fleste kun talte kinesisk – så vi måtte ofte klare os med tegnsprog og fagter, hvilket faktisk blev ret sjovt og hyggeligt.”

En stor oplevelse
Rejsen til Kina startede den 13. oktober, og sammen med resten af holdet ankom hun dagen efter for at vænne sig til omgivelserne og tidsforskellen. De første dage bød på både kultur, seværdigheder og lokal mad – oplevelser, der gjorde stort indtryk.
“Det var helt fantastisk – og meget anderledes end Danmark. En rejse jeg aldrig glemmer” siger hun.
Men vejen til VM har langt fra været let. I marts forstuvede Anna sin ankel, hvilket satte hende ud af spillet i flere måneder. Træningen op til DM blev derfor kort og intens – men afgørende, da deltagelsen dér var nødvendig for at kvalificere sig til VM.
“Efter pausen skulle jeg vænne mig til skøjterne igen, og mange af mine elementer drillede. Det var en hård rejse, som jeg ikke havde klaret uden min klubtræner, Caroline Olsen. Jeg har grædt mange tårer, og det hele så sort ud i perioder.”
Anna sender også en tak til landsholdstræner Cathrine Von Pein, som var med til konkurrencen og stod ved Annas side. “Jeg er meget glad for, at hun var med – hun har støttet mig og hjulpet mig med at repræsentere Danmark på bedste vis.”
Ny rekord
Trods modgangen fandt Anna styrken igen ved EM tidligere på året – hendes første internationale konkurrence efter skaden. Den oplevelse gav hende troen tilbage, og til VM kulminerede det hele: hun slog sin personlige rekord med over 11 point og opnåede en imponerende 12. plads ud af 30 deltagere i seniorrækken.
Kort program (tid 1:47:17)
Langt program (tid 2:50:13)
Samtidig blev hun den første danske løber til at sikre to pladser i seniorrækken – en historisk præstation, der cementerer hendes position som en af landets stærkeste udøvere.
“Jeg er utrolig stolt – især når jeg tænker på, hvor hård vejen dertil har været, og hvordan jeg på et tidspunkt næsten mistede troen.”

Konkurrence fyldt med fællesskab
Stemningen ved årets VM var noget helt særligt. For første gang deltog løberne samlet ved åbningsceremonien, og Anna beskriver det som en oplevelse fyldt med fællesskab og gensidig respekt.
“Alle var positive, og vi fik snakket på kryds og tværs af lande og brugt alverdens sprog for at kommunikere med hinanden. Det gjorde oplevelsen helt unik.”
VM i Beijing blev dermed ikke bare et sportsligt højdepunkt, men også et personligt vendepunkt.
“Jeg har lært en masse og føler mig nu både stærkere og mere erfaren som konkurrenceudøver,” afslutter Anna.
Fotos: RanieroCorbellettiPhotographie
 
					