08/09/2025 | Nyheder

Danmarksmester 2025

Copenhagen Vikings Rødovre vandt søndag den 7. september 2025 DM-guld i skaterhockey i Masters rækken (45+).

Finalekampen blev spillet i Rødovre Skaterhockey Arena mod gamle kendinge og man fristes til at sige evige rivaler fra Gentofte Starz (Tidligere Vesterbro Starz). I Mastersrækken spiller man uden taklinger, men der blev gået til stålet og dommerparret havde nok at se til.

Bare fordi ens sygesikring siger 45+, er det bestemt ikke lig med at man bare kommer og spiller for sjov, her er samtlige spillere vindertypen som kæmper om hver cm og så giver man sig 110%. Det er fedt at være tilskuer til, de kan sgu endnu de gamle hockeyspillere fra begge klubber. Især målmændene havde meget at lave og den ene feberredning efter den anden blev hevet ud af det blå. Det var to målmænd (Jesper Hansen Gentofte og Erik Andreasen Vikings) som stod virkelig godt, og gjorde livet svært for modstanderne.

Vikings startede godt med at vinde 1.periode 2-0 og fik det til at se nemt ud, og lige som man troede kampen var under kontrol kom Gentofte blæsende ud til 2.periode og fik sat gevaldigt pres på hvilket gav reducering på både 2-1 samt udligning til 2-2. Spændingen var i den grad tilbage. Vikings fik dog scoret, et for dem vigtigt mål af en velspillende Jan Arnholtz, som gav vikingerne luft og moralsk løft til at holde stillingen resten af perioden.

Kort inde i 3.periode var der gode forbindelser mellem Michael Lauritzen og Ulrik Sinding som fik snøret et fortvivlet Gentoftehold og lavede et lækkert TAP-IN mål til 4-2 og selvom Gentofte kæmpede alt hvad de havde, så var det alligevel som om kampen kunne køres hjem efter at Jan Arnholtz scorede sit 3. mål i kampen til 5-2. Den nye træner for Vikings holdet Mikkel Weber havde sit at se til og måtte flere gange hive sine spillere op, da de så mest trætte ud, og det hjalp, der blev kæmpet solen sort og havde en god effekt.

Gentofte tog målmanden ud til sidst og fik også scoret med 1 minut tilbage til stillingen 5-3, men nærmere kom de ikke, ikke mindst på grund af en virkelig tændt målmand i Erik Andreasen som godt kan være stolt af sin præstation. Til sidst kunne kaptajnen Ulrik Sinding få overrakt pokalen af formanden for Copenhagen Vikings Thomas Ask Wiatr, fortjent løfte pokalen og fejre klubbens 6. mesterskab i år fordelt over både juniorhold (U8, U13 og U16), seniorhold (DM 2024 og 2025 begge spillet i år) og nu også i Mastersrækken.

5-3 (2-0, 1-2, 2-1)
1.periode:
1-0 målscorer Jan Arnholtz / assist Erik Andreasen
2-0 målscorer Flemming Neergaard / assist Martin Lauritzen (Powerplay)
2.periode:
2-1 målscorer Adam Nielsen / assist David Bristorn
2-2 målscorer Thomas Søndergaard / assist Michael Bie Andersen (Powerplay)
3-2 målscorer Jan Arnholtz
3.periode:
4-2 målscorer Michael Lauritzen / assist Ulrik Sinding
5-2 målscorer Jan Arnholtz / assist Jari Carelius
5-3 målscorer Michael Bie Andersen

Skribent: Thomas Ask Wiatr, skaterhockey turneringsafvikler.

Kamprapport

Foto 1

Foto 2

Foto 3

Share