03/01/2022 | Nyheder

Freestyle Slalom i DK ville ikke være det samme uden Eliska

ÅRETS FRIVILLIG i FREESTYLE SLALOM 2021

I 2021 uddeler vi en ekstra Årets Frivillig-pris – i disciplinen Freestyle Slalom, der vokser i Danmark. I den forbindelse vil vi takke Eliska Szabová fra Vesterbro Rulleskøjte Klub for den store indsats hun har lagt i disciplinen i Vesterbro Rulleskøjte Klub og resten af Danmark. Indstillingen herunder er indsendt af Lene Lundgren og Thomas Lausten, der har skrevet følgende:

Thomas:

Jeg indstiller Eliska som årets frivillig for Freestyle Slalom. Hun er en fremragende motiverende træner, som i mange år har været en stor drivende kraft i Vesterbro Rulleskøjteklub.

Lene:

Eliska er en meget inspirerende og dygtig træner, med et imponerende stort katalog af øvelser, som hun gavmildt deler ud af. Freestyle Slalom i Danmark ville ganske enkelt ikke være det samme uden Eliska.

Hun fortjener en påskønnelse (og så går hun snart på barsel).

Ved overrækkelsen fik Eliska desuden disse ord med på vejen:

Kære Eliska

TILLYKKE med kåringen som året frivillig inden for freestyle slalom.

Det er allerførste gang, at denne pris bliver uddelt, så det er helt naturligt (og fuldt ud fortjent), at den går til dig, da du uden tvivl har været en af de største bidragydere til denne sport i Danmark. Vi vil på vegne af medlemmerne i Vesterbro Rulleskøjteklub (VRK) takke dig for dit store engagement, dine gode pædagogiske evner og dit kæmpe katalog af øvelser, som du eftertragtet udfører elegant og tilsyneladende så let og ubesværet. Du er en kæmpestor inspiration for os!

Vi er stolte over at få lov til at uddele denne gavekurv fra Rullesport Danmark som anerkendelse på det store frivillige arbejde, som du lægger i denne sport i Danmark og især i VRK.

Vi håber, at du vil nyde din kommende barsel og ser frem til, at du atter kommer tilbage og velvilligt øser ud af dit talent for at undervise og ikke mindst dit store talent for freestyle slalom.

Endnu en gang tillykke med anerkendelsen.

På vegne af VRK og Rullesport Danmark

Thomas & Lene

Eliska gør et stort arbejde og det anerkendes med titlen ÅRETS FRIVILLIG i Freestyle Slalom 2021.

Share