De har 100 besøgende på skøjter hver lørdag!
De gør noget rigtig i Alsønderup. Alsønderup er en lille by, der ligger lige nord for Hillerød i Nordsjælland. I 2017 havde byen bare 541 indbyggere.
Trods byens beskedne størrelse, har Alsønderup et rigt socialt liv, der i høj grad centreres omkring byens idrætshal, Kulsviergården.
Hver lørdag strømmer rulleglade folk til Klusviergården og mindst 100 personer gæster hallen i løbet af de fire timer, der åbnes op for rul til fed musik.
Hallen blev bygget af byens indbyggere tilbage i 1970. I dag er den et samlingssted for byens aktiviteter, både fællesspisning, loppemarkeder, banko og ikke mindst sportsaktiviteter under Alsønderup Skytte-Gymnastik- & Idrætsforening (ASGI).
Faktisk har rulleskøjteafdelingen i ASGI førsteret på hallen om lørdagen og det betyder, at de åbner dørene for børn og voksne næsten hver uge, en tradition der startede tilbage i 2003.
Konceptet er simpelt. For 40 kr. køber du adgang til fire timers rul til høj musik – og har du ikke selv rulleskøjter kan du frit låne et par. Bliver du sulten kan du købe sodavand og mad i kantinen til supermarkedspriser. Og er du bidt af en gal rulleskøjte, kan du købe et sæsonkort for 200 kr., der giver adgang hver lørdag.
Et hit gennem de seneste år er fødselsdage, der gratis kan fejres i cafeteriet.
Som noget særligt har rulleskøjteforeningen 150 par inline- og side-by-siderulleskøjter, som de låner ud. Med jævne mellemrum suppleres med nyt, så udstyret altid er i god stand. Peter Windum, formand i ASGI, har fået lavet nogle specielle stativer, der gør det let at flytte rundt på skøjterne og ikke mindst holde styr på dem.
For selvom foreningen har 25-30 frivillige, er det rart, at udstyret er klar til brug, når klokken slår 11.00 og dørene åbner.
Til dem, der kan lide at lege på rulleskøjter, er der flere muligheder. Der er blandt andet placeret et hop i hallen.
Og de sidste to timer trækkes en regnbuefarvet orm over banen og så er der rullehockey med floorballbolde og stave.
Peter Windum fortæller, at konceptet nemt kan kopieres af andre foreninger. Det er nødvendigt at have låneskøjter til rådighed, men ellers kan alle gøre det samme. Og Peter hjælper gerne, hvis der er foreninger, der har brug for hjælp til at starte aktiviteten op.
Følg klubben på Facebook (WEB) og kontakt Peter, hvis I vil høre mere: peter@windum.com.