01/09/2022 | Nyheder

PRESSEMEDDELELSE: FRISK har fire løbere med ved EM i kunstrulleskøjteløb i Andorra

Lørdag d. 3. september tager fire rulleskøjteløbere fra Rulleskøjteklubben FRISK i Frederikssund til Andorra, for at repræsentere Danmark ved EM i solo 2022.

De danske løbere, som er udtaget af Rullesport Danmark, er Freja Søbæk Christiansen (cadet), Anna Boesen (ungdom), Nathalia Tjørnehøj (senior) og Julie Blichfeld Davidsen (senior).

Freja og Anna deltager i deres første EM, Nathalia deltager for fjerde gang og for Julie er det femte gang.

Pigerne ledsages af konstitueret landstræner Laura Hamann, der udtaler:  ”Vi har trænet målrettet og intenst frem mod EM de sidste mange måneder. Men nu er vi ved at være klar, og vi glæder os til at komme ned og vise, hvad vi har arbejdet på”.

Den internationale konkurrence er hård, så en topplacering for de danske løbere er ikke realistisk. Løbernes individuelle mål er derfor rettet mod at levere resultater på højde med deres bedste personlige niveau og for de to løbere i cadet og ungdom at tilegne sig international stævneerfaring.

EM, som har deltagelse af ca. 150 løbere fra 17 nationer, afholdes fra d. 31.8. til d. 11.9. Danmark starter i konkurrence med cadetrækkens korte program mandag d. 5.9.

Det er uvist, om konkurrencerne bliver live-streamet. Info herom vil kunne findes på www.frisk.dk.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til landsholdets holdleder Britt Blichfeld Davidsen, tlf. 40336854.

Share